Adoption fra Indien i 21 Søndag på DR 1

www.a-c.dk
21 June 2010
PRESSEMEDDELELSE:
Adoption fra Indien i 21 Søndag på DR 1
Udsendelsen 21 Søndag på DR 1 bragte i dag søndag den 20. maj en ny gennemgang af Indienssagen fra 2007. Det gjorde man på baggrund af nye oplysninger fra en igangværende politisag i Indien. Udsendelsen drejede sig dengang som nu om lovligheden af en indisk fars bortadoption af sine børn til Danmark.
AC Børnehjælp valgte ikke at stille op til interview i 21 Søndag primært af hensyn til den danske adoptivfamilies ønske om anonymitet, og fordi de nye oplysninger stammer fra en uafsluttet sag i Indien.
AC Børnehjælp tager den nye politiundersøgelse meget alvorligt. Forløbet er tragisk for alle involverede – såvel den biologiske familie i Indien som børnene og deres adoptivforældre i Danmark. International adoption skal foregå til barnets bedste og nøje følge både lovgivningen i barnets oprindelsesland samt dansk adoptionslovgivning.
De nye oplysninger er del af en større politisag mod Mr. Bhasin, som var leder af børnehjemmet Preet Mandir. AC Børnehjælp bifalder, at det indiske politi følger op herpå. Vi afbrød samarbejdet med Mr. Bhasin tilbage i 2003, netop pga. rygter om, at institutionslederens metoder ikke var i overensstemmelse med gældende lovgivning i Indien og Danmark. 
Efter 21 Søndags udsendelse den 20. maj 2007 iværksatte Familiestyrelsen under Justitsministeriet en selvstændig undersøgelse sammen med de indiske myndigheder. Her konkluderede man, at "det er styrelsens opfattelse, at den indiske procedure er fulgt, herunder at der foreligger det nødvendige samtykke fra børnenes far til international adoption".
Erfaringerne med Indienssagen har bevirket, at AC Børnehjælp har skærpet vores krav til vores partnere. Vores nuværende samarbejdspartnere i Indien er derfor nøje udvalgt og undersøgt, således at vi kan nære tillid til, at fokus er på, at adoptionsformidlingen skal være til barnets bedste samt foregå på et etisk grundlag.
KONTAKT:
  • AC Børnehjælps familier på ventelisten til Indien kan kontakte adoptionsrådgiver Anne Mogensen på am@a-c.dk med spørgsmål.
  • Pressekontakt er direktør Jonas Parello-Plesner på mobil 5134 5311 eller på mail: jpp@a-c.dk

Attachments